Anmeldelser 2009
Vandrutsjebane, cross car og speedbådssejlads – Adventurerace når det er bedst
Racegear.dk
Overskriften lyder måske ikke som noget der kan trække tænder ud på en flok hårdkogte adventureracere, men når disciplinerne bliver blandet med orienteringsløb, mountainbike og inliners i den barske og uspolerede nordvestjyske natur, så er der dømt ømme stænger. Kort sagt så formåede Thy til lands, vands og i luften endnu engang, at overraske, udfordre og "trætte" dets deltagere.
Her fra Racegear.dk deltog vi selv både, Morten og Henrik, på Team Donation, der stillede op på den lange distance. Så denne artikel bliver skrevet i restitutionsstilling på sofaen;)
Løbet havde sit udgangspunkt fra Thisted Havn, hvor starten gik kl. 6 og 7 for hhv. lang og kort distance. De første par timer blev tilbagelagt i et hæsblæsende stjerneløb. Her blev det til flere svømmeture i havnen, orienteringsløb i byens park, speedbådssejlads, kanosejlads, korthusk og mtb-o rundt i Thisteds gader.
På den lange distance, hvor feltet bestod af 11 hold, var der masser af plads på aktiviteterne, hvilket betød at tempoet blev skruet gevaldigt i vejret. Dette betød også at de førende hold, kunne afslutte stjerneløbet hele 30 minutter hurtigere end forventet. En udfordring for de officials der på de følgende aktiviteter, fik travlt med at stille op, dog uden at det resulterede i ventetid på aktiviteterne.
Fra stjerneløbet gik ruten på cykel mod nord og fiskerbyen Hanstholm. Underveje skulle der gennemføres både klatrediscipliner og cross car kørsel.
Ved Hanstholm kom løbets to højdepunkter, nemlig inliner etapen og rutsjebane opgaven. Rutsjebanen, fordi man fik muligheden for lige at blive kølet lidt af og selvfølgelig også at være lidt barn igen. Og inline etapen fordi den var lige præcis som en inline etape skulle være. Den indeholdt lidt af det hele orientering, kørsel på brede veje og små stier, god og dårlig asfalt og både ned og opkørsler - fedt!!!
Efter aktiviteterne på Hanstholm Camping gik løbet ind i sin hårde fase, hvor der skulle trækkes tænder ud og races igennem. Ikke så mange opgave, men rent race - først på mtb-o.
Løbet har igennem flere år være berygtet for sine udmarvende orienteringsløbsbaner, der som oftest har været lange, varme og som oftest foregået i barskt og svært terræn.
I år havde man valgt at forsøge sig med et nyt koncept, hvor der var indlagt en kanoetape midt på o-løbet. Samtidig var varmen og terrænet knapt så barskt som tidligere år, selv om der stadig nok er en del af deltager der dagen derpå plejer rifterne fra Priongranernes nåle ( i skovarbejder munder også kaldet: "Av-for-helvede-graner"). For de førende hold på den lange etape tog denne etape omkring 2 timer, mens der også har været hold der bruget 3-4 timer.
thy2.jpg Efter o-løbet var der bare at give den gas hjem. Lang distancen først på 5km bike & run efterfulgt af nogle cykelposter der havde retning mod Thisted og mål. Mens kortdistance nøjedes med cykelposterne. Ren formalitet var det dog ikke for alle holdene. Team Summit var desværre udsat for et styrt, hvor deres ene pige måtte køres på hospitalet med et brække kraveben. Af de mindre tragiske historier var historien om et hold der glemte at tage posterne på strækket fra o-løbet til mål. Og Cycling Nord Racers der efter at have trukket fra Adventureracers.dk i kampen om overall 2. pladsen på den lange distance, lavede et kæmpe bom der kostede dem op imod 15 minutter og 2. pladsen kort før mål.
Resultatmæssig blev det på den lange distance til en overall 1.plads for Team Donation.dk, efterfulgt af Adventureracers.dk og Cycling Nord Racers. Vinder tiden blev 12 timer og 49 minutter.
Sejr til en Jysk Klassiker!
5.08.2009 - Anders Andreasen
Ja, der er langt til Thy! Men det er bestemt dagsrejsen værd når løbet disker op med fede ruter, kanon natur og som altid et veltilrettelagt løb hvor det hele klapper. Flemming og co. havde endnu en gang lagt hovedet i blød og forsøgt at vise andre dele af Thy end de foregående år.
Adventureracers.dk stillede med to hold til løbet. Et mixhold med Thea, Claus, Søren A og undertegnede, samt et sammensat hold bestående af Lars, Anders K og ”lånerne” Peter Villadsen og Peter Ravn. Denne beretning er set med mixholdet øjne.
Som sædvanligt var løbet opbygget af en stjerne post først i løbet og efterfølgende et langs kontinuerligt ben. Stjernen udgik fra Thisted havn efter en lille prolog med svømning i havnebassinet. Taktikken var klar: Holde os til teten og komme først til eventuelle flaskehalse. Vi kommer først ind fra prologen og springer straks i speedbådene som sejler os ud til en lille skov hvor et kort-husk o-løb skal klares inden returløb til havnen. Ingen problemer her og vi er snart tilbage på havnen til næste disciplin. Vi hopper i kanoerne og snupper de fire poster inden næste disciplin sender os i havnen et par gange. Videre går det på cykel mod en lille park hvor der skal løbes o-løb på et hjemmetegnet kort. Hatten af for Flemming. Kortet var fint detaljeret og vi finder alle poster uden problemer. Tilbage på havnen bliver vi sendt ud i Thisted by på MTB-O. Virkelig et sjovt ben for navigatøren. Fuld koncentration på kortet og fuld skrald på cyklerne. Ud og ud af små villaveje og i gennem småstier. På vej ind i
skiftezonen ser vi Team Donation på vej ud som første hold. Vi skynder os at snuppe taskerne og stikker efter dem som hold nummer to.
Det næste stykke til banker vi ud af landevejen og har hele tiden Team Donation liggende nogle minutter foran. Undervejs skal et par klatreposter klares samt der skal køres i crosscar. Ikke noget problem og vi fortsætter videre ud til vandet og cykler et fedt og hårdt stykke langs vandet. Det er netop derfor man kommer til dette løb. Fed natur og fede (hårde) spor som man ikke finder mange steder i Danmark.
Vi ankommer til Hanstholm camping og skynder os at gennemføre et par småaktiviteter inden vi fortsætter på inlines. Hvem havde troet at Hanstholms asfalt var silkeblød? Vi har en kanon tur og snakker flere gange om hvor fedt det er. Vel tilbage fortsætter vi ud på et let MTB-O og ender ved Nors Sø. Her bliver vi sendt ud på et 9 km o-løb med kano undervejs. De første poster går rigtigt skidt for navigatøren (læs: mig). Vi bommer et par gange og springer en post over. Claus er heldigvis vågen og vi løber tilbage for at klippe posten. Fejlene gør, at vi bliver overhalet af Cycling Nord Racers. Vi henter dog lidt ind på dem i kanoerne indtil de sætter os igen på sidste del af o-løbet. Øv bøv.
Efter o-løb begiver vi os ud på bike n run. Vores løbejern Claus giver den fuld gas næsten hele vejen rundt mens vi andre skfter. Vi holder et rigtigt godt tempo og kommer ind i sidste skiftezone da Cycling Nord Racers er på vej ud. Vi skynder os igennem skiftezonen og indleder jagten. Benene er efterhånden rigtigt møre og vi må kæmpe for at holde tempoet oppe. Vi giver den alt hvad vi har men kan ikke fange drengene foran. Vi triller endelig i mål og er godt tilfredse med sejren i mix og en 3. plads over-all. Men vi får at vide at vi er nummer to over-all? Det kan vi ikke rigtigt forstå. Vi kigger os omkring kan rigtigt nok ikke se Cycling Nord Racers. 10-15 minutter senere triller holdet i mål. De har lavet et kæmpe bom og vi er smuttet forbi dem uden at vide det. Synd for dem – godt for os.
I alt bliver det til en 1. plads i mix og 2. plads over-all for mixholdet, mens herreholdet tager 3. plads i herre og 4. plads over-all.
Endnu engang hostede nordvestjyderne op med et førsteklasses-løb. Tak for det og vi ses næste år
Thy til lands, til vands og i luften
01.08.09 - Team Fit4Run
Endelig et løb, hvor vi alle 4 på Team Fit4Run skulle race sammen. Med stor forventning fik vi pakket alt vores grej og kørte den lange tur op gennem Jylland. Vi slog lejr i Thisted, hvor klatreklubben igen i år havde lagt op til et sjovt og udfordrende race. Vi slukke køre kort rute, så vi kunne nå at se starten på lang rute. Der var tid til at bestemme – og ombestemme sig flere gange med hensyn til dagens påklædning. Vi valgte at starte løbet iført redningsvest, shorts og løbesko. Der blev startet med stjerneløb omkring Thisted. Først en prolog med en dukkert i havnen, der ikke var så kold som ventet. Vi er jo vinterbadere…... Det var nu vores håb at tage alle vandaktiviteterne først, så vi spurtede videre til kanoerne ivrige efter at komme i gang med vores favorit disciplin. Men i skyndingen glemte vi alt om kort og tush. Ikke nemt at finde poster uden! Vi blev tilsyneladende ikke klogere af vores fejl, for da vi havde lavet havnejump lod vi kortet ligge ved posten. Hm… godt vi ikke havde fået trætte ben endnu.
Det lykkes for os at snuppe sidste vandaktivitet med det samme og komme af sted i speedbåd. Vi blev sat af et stykke ude i vandet, så vi kunne svømme i land. Det hed sig vist, at der skulle vades, men dertil havde vi alle for korte ben. Her blev vi budt på o-løb. Men ikke noget med at få kort med. Næh, posterne skulle huskes. Det gik glimrende, men vi må have set ret sjove ud, da vi dryppende løb rundt i skoven med redningsveste og svømmebriller. Nu var der så en lille løbetur tilbage til Thy. Sidste del af stjerneløbet var MTB-O rundt i byens boligkvarterer og et park orienteringsløb. Det gik rigtig godt med kortlæsningen, og begge opgaver blev klaret hurtigt og uden bom.
Så var det farvel til Thisted og videre ud i Thys landskab. Nu havde vi en mulighed for at finde ud af, hvordan vi lå placeret i løbet, da alle hold skulle tage resten af posterne i samme rækkefølge. Det viste sig, at vi lå i skarp dyst om førstepladsen med WAT-pigerne. Ved første post blev vi præsenteret for et klatrenet. Vi var ikke alle lige begejstrede for denne disciplin, så vi gjorde os skyldige i kødannelse. Men det var ikke sådan lige at komme udenom os midt på nettet, så vi satte ikke vores placering på spil. Nu kom der fuld skrue på cyklerne, så vi kunne komme først ud at køre Crosscar. Anni, Kristin og Marie lod sig frivilligt udsætte for rystelser og bump og kørte hver 2 omgange, mens Anne-Mette fik styr på kortet.
Det tætteste vi denne dag kom på at holde ferie var en tur på Hanstholm Camping. Der skulle vi have 3 mand til tops i nogle klatretræer. Anni fik det træ, hvor der skulle klatres lige op og ned, mens Kristin og Anne-Mette også måtte en tur ud på tovbro, inden de fik fast grund under fødderne. Vi var hurtige, for Marie nåede kun lige at få fyldt vanddunkene, før vi skulle videre til vandrutchebanen. Her gik der legebarn i den! Anne-Mette blev på toppen og dækkede hullerne i det rør, der skulle fyldes med vand. Vandet skulle man rutche ned og hente i et lille bassin - jiiihaa. Efterhånden som røret blev fyldt, fik vi også brug for Kristin og hendes tunge til at stoppe huller. Man må jo være lidt opfindsom.
Vi kom fra campingpladsen foran vores forfølgere fra WAT, men kunne ikke tillade os at slappe af. På cyklerne igen og videre på MTB -O i en klitplantage. Her lykkedes det os at lave et godt harmonika sammenstød. Anne-Mettes kørte forrest, og pludselig stod hendes forhjul aldeles bom stille i et hul, og holdkammeraterne bagved tumlede rundt oveni hinanden. Vi fik endda stoppet et mix-hold, da det var ret umuligt at komme udenom Team Fit4Run bunken. Sidste udfordring var et langt o-løb med indlagt kanosejlads. Her fik vi for alvor lavet et godt forspring ned til de næste hold. Igen havde vi succes med navigeringen og tog alle poster i første hug. Det var nok fordi Anne-Mette viste evner til at multitaske ved både at tisse og kortlæse på een gang. Og det der med kanoer, ja det er jo lige os. Løbet tog os ikke så lang tid som ventet, så der var masser af energi i benene (og i rygsækken) til en spurt tilbage til mål i Thisted, hvor vi kørte over målstregen som første damehold og som nr. 5 af de 59 hold på distancen.
Igen i år var det en fornøjelse at køre Thy LVL. Der var stor opfindsomhed til alsidige opgaver. Ruten var meget varieret og vi fik set en god del af det flotte landskab i Thy. Skønt at største delen af løbet kunne gennemføres på mindre veje og skovstier. Der var styr på planlægningen, og ved alle poster blev man mødt af smilende hjælpere, der var med til at gøre det til en god dag. Og så er det jo rigtig skønt, at blive bespist ved mål. Udover at få fyldt maven med tiltrængt fast føde, er det er med til at sikre at flere hold bliver efter løbet og hepper de sidste i mål, deler erfaringer og fortæller løgnhistorier.
Vi kan måske undre os over, at man vælger at præmiere både række vindere og samlede vindere. Det giver jo i sagens natur flere præmier til de samme hold. I stedet kunne man måske nøjes med række vindere og så supplere med lodtrækningspræmier blandt de resterende gennemførende hold.
Tak for et godt race